Marcel Lychau Hansen blev torsdag formiddag idømt livsvarig fængsel i Københavns Byret for to drab og seks voldtægter. Han skal formentlig afsone sin livstidsstraf i Anstalten ved Herstedvester.

Det er endnu ikke helt fastlagt, hvor Marcel L. Hansen skal afsone sin livstidsstraf, men det bliver sandsynligvis i Anstalten ved Herstedvester.




Ifølge Per Myrthue, sikkerhedschef ved Herstedvester, så skal alle fanger gennemgå en individuel vurdering af blandt andre psykologer og psykiatere, før de kan blive sluset ud på afdelinger i fængslet, hvor de kan have samvær med andre fanger og få lov til at arbejde. 

- Det er helt normal procedure at lave en individuel vurdering. Her i fængslet sorterer vi ikke efter straf, men efter opførsel, siger Per Myrthue.



Han fortæller, at mens vurderingen pågår, så er der skærpet opsyn med fangen, og det betyder som regel, at fangen er isolationsfængslet. 

Per Myrthue fortæller, at fangerne bliver vækket kl. 7 om morgenen.

kl. 7 bliver der låst op for dørene til cellerne. Derefter har fangerne en halv time før de skal indfinde sig på deres arbejde.

kl. 7.30. Skal fangerne senest være på arbejde, ellers får de en bøde. Her kan de lave forskelligt montagearbejde f.eks samle cykellygter eller putte søm i ledningsholdere.

kl. 12 Middagspause. Fangerne har 45 minutter til at lave mad i fælleskøkkenet. Hver fange får udleveret en madkupon på 370 kr. om ugen, som de kun kan købe madvarer for i fængslets kiosk. Ikke cigaretter. Desuden kan fangerne tjene op til 13. kr i timen, som de kan bestemme, hvad skal gå til. 

Kl. 12.45 Tilbage til arbejdet.

Kl. 15 Fangerne får fri. Her kan de melde sig på forskellige aktiviteter som fodbold, badminton og styrketræning. De kan også besøge andre fanger på den afdeling de sidder på. Men ikke fra andre afdelinger. Desuden kan de gå en tur i gården, hvis de har lyst til det. 

Kl. 21.30 Lyset slukkes på afdelingen og fangerne bliver låst ind i deres celler.