Signalementet af den mand, der i går forsøgte at lokke en 14-årig pige ind på forsædet af sin bil, er så godt, at politiet nu øjner gode chancer for at finde frem til manden

Manden kom kørende ved Oure Idrætsefterskole på Fyn i en rød bil i runde former og holdt ind ved en busholdeplads omkring kl. 7.40. Her fjernede han en jakke fra sædet ved siden af førersædet og vinkede til pigen, mens han pegede på det tomme sæde. Det gjorde han tre gange, men pigen rystede på hovedet hver gang. Derefter kørte han.

Pigen beskriver ham som 60-65 år, kraftig af bygning og med brune og grålige lange skægstubbe. Han har en høj pande og meget gråt hår redt op på toppen af hovedet. Han var iført en gråternet skjorte og en brunlig fleecejakke.

- Set ud fra det meget præcise signalement og den røde bil, er der rig mulighed for at finde ham. Men om det betyder, at vi er tæt på et endeligt gennembrud, kan jeg ikke sige. Vi har jo DNA'et fra forbryderen, så det bliver nemt at bevise, hvis vi finder frem til ham, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Henrik Justesen, til bt.dk og henviser til det DNA, politiet tog, efter at to piger på 11 og 10 år sidste år blev trukket med ind i en bil og misbrugt ved henholdsvis Øster Skerninge og Refsvindinge på Fyn.

Han fortæller dog, at der bare kan være tale om en mand, der bare ville være flink og give pigen et lift, når man tager i betragtning, at vejret i går var meget regnfuldt.

- Men set ud fra de hændelser, der skete sidste efterår, gjorde pigen det helt rigtige ved at afvise manden. Sidder der en derude og tænker, at han tydeligvis er blevet misforstået og intet har med sagen at gøre, opfordrer vi da vedkommende til at melde sig selv, så vi kan få afkræftet, at der er tale om den samme person, siger Henrik Justesen.

De tidligere signalementer af manden har ikke været så detaljerede som det, den 14-årige pige har givet politiet, og de stemmer desuden heller ikke helt overens. Men det er der ifølge vicepolitiinspektøren en ganske god forklaring på.

- De to piger, der blev misbrugt sidste år, var jo ikke nær så gamle. Desuden fik de meget hurtigt trukket en halsedisse over hovedet, så de kun havde kort tid til at se manden, siger Henrik Justesen, der ikke tør spå om, hvor lang tid der går, før manden bliver fundet.

- Men med det signalement, kan det jo være, der sidder nogen derude og tænker: Ham kender jeg, siger Henrik Justesen.