Kylle, kylle, kylle – og så en snaps.

Hvis ovenstående bare nogenlunde beskriver din påskefrokost, så skal du lade bilen stå.

Alligevel er der hvert år nogle, der vælger at sætte sig bag rattet og køre hjem efter en påskefrokost med en promille, der er over det tilladte.

Derfor står politiet klar til kontrollere bilister i påskedagene, fortæller Jess Falberg, der er leder af operativ færdsel ved Nordjyllands Politi.

»Vi har en formodning om, at der kan være særligt mange spiritusbilister i påsken i år, fordi de seneste år har været præget af corona og nedlukninger,« siger han og fortsætter.

»Vi har sat ekstra aktioner i gang hen over påsken. Vi har informeret vores patruljer om, at de skal være særligt opmærksomme på spiritusbilister, og så laver vi også en målrettet indsats i færdselssektionen.«

Præcis hvor mange aktioner og hvornår de gennemføres, vil Jess Falberg dog ikke løfte sløret for.

Påsken er sammen med julen blandt de tidspunkter, hvor politiet oplever flest, der kører med sprit i blodet. Alligevel er der forskelle på påske- og julefrokosterne.

»Påskefrokoster holdes tit i sommerhuse, hvor gæsterne kommer dertil i bil, mens mange julefrokoster holdes i byerne, hvor man lettere kan komme hjem med offentlig transport. Derudover er påskefrokosterne koncentreret over få dage, hvor julefrokoster typisk holdes fra november og frem til jul,« siger han.

Skal du til påskefrokost de kommende dage, kommer Jess Falberg derfor med en klar opfordring.

»Hvis ens påskefrokost varer flere timer, og man kun har fået lidt at drikke, kan man godt være i tvivl om, hvor høj ens promille er. Er man bare den mindste smule i tvivl, så skal man lade være at køre. Konsekvensen er simpelthen for stor.«