Lørdag 2. juli blev der sat ild til en spejderhytte på Brøndumvej ved Løgstør.

En sag, politiet ser på med stor alvor. Det skriver Nordjyllands Politi.

Det skyldes i særdeleshed det faktum, at branden var antændt med vilje.

Derfor efterlyser de nu den formodede gerningsmand med et billede.

»Vi ved, at det kan være svært at genkende gerningsmanden, der er maskeret, men vi håber alligevel, at nogen har bemærket noget mistænkeligt omkring spejderhytten på gerningstidspunktet, det vil sige 2. juli om aftenen,« lyder det fra efterforskningsleder og politikommissær Mikkel Brügmann.

Da der kort før branden er observeret en rødlig knallert køre i retning mod spejderhytten, tyder det ifølge politiet på, at der er tale om en lokal person.

Den påsatte brand blev hurtigt slukket og nåede kun at forvolde begrænset skade.

»Føreren har et signalement, der synes at passe med videoovervågningen, ligesom vedkommende formentlig medbragte en dunk. Det gør selvfølgelig denne knallertfører meget interessant for vores efterforskning,« siger han.

Kan man genkende gerningsmanden – eller har man oplysninger i sagen – bedes man kontakte politiet på telefon 114.