Puff bars er populære i alt fra skolegården til værtshuset, men endnu engang bliver der advaret mod de små e-cigaretter.
Denne gang er det Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, som advarer mod at købe og bruge 'puff bars', efter de mandag fik en anmeldelse om to drenge fra det østlige Lolland, som have købt puff bars, der formentlig indeholdt skadelige stoffer.
Nu bliver der helt sat en stopper for salget af de ulovlige puff bars. Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag, der gør det forbudt at indføre, købe og besidde puff bars med ulovlige smagsstoffer eller for højt nikotinindhold.
Puff bars har hele tiden været ulovlige i Danmark, da den søde smag og høje nikotinindhold brød med de nuværende regler.
Alligevel har det været ganske nemt at anskaffe sig en af de små e-cigaretter, der er blevet kørt over grænsen og videresolgt
»Vi kan ikke leve med, at børn og unge uden problemer kan få fat i puff bars, der udover at være ulovlige at sælge i Danmark er sundhedsskadelige og afhængighedsskabende. Derfor strammer vi nu for alvor grebet og gør det ulovligt både at indføre, købe og besidde puff bars,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) om den nye aftale.
Man vil ligeledes give myndighederne bedre muligheder for at føre den nødvendige kontrol.
Onlineforhandlere af nikotin skal fremover have et bevis på, at køberen er over 18 år, eksempelvis gennem MitID.
Sikkerhedsstyrelsen får også mulighed for at benytte unge 'kontrolkøbere', der skal sikre, at salg af tobak og nikotinprodukter sker efter reglerne.
Loven træder i kraft 1. juli.
De populære e-cigaretter har flere gange været genstand for kritik fra myndighedernes side.
I starten af maj advarede Helsingør Kommune om, at et nyt rusmiddel var i omløb i 'puff bars'.
Dengang var der tale om stoffet med det mundrette navn MDMB-4en-PINACA. Stoffet har tidligere været kædet sammen med en overdosis.
Det er et bredt flertal i Folketinget, der har stemt for lovforslaget. Imod stemte kun LA og løsgængeren Lars Boje Mathiesen. DF undlod at stemme.