Det var en dyr fangst, tyve slap afsted med natten til torsdag i Aabybro.

Det var lidt efter 02.30, at politiet fik en anmeldelse om, at der var begået indbrud i en butik på Postvænget i Aabybro.

Her slap tyvene afsted med seks Arne Jacobsen 7'er stole med cognacfarvet læderhynder.

Og det er en vare, der ofte bliver solgt på Den Blå Avis eller på Facebook Marketplace.

Men man skal være varsom, hvis man bliver tilbudt at købe sådan en stol, lyder det fra Nordjyllands Politi.

»Man skal i den grad være obs på, om det er hælervarer. Og hvis man har mistanke om det, skal man kontakte os på 1-1-4,« lyder det fra vagtchef Jesper Sørensen.

Gerningsmændene havde brudt en bagdør til butikken op, og på den måde skaffet sig adgang til et opholdsrum, hvor stolene stod opbevaret.

Der blev sikret dna-spor fra gerningsstedet.