Står det til anklagemyndigheden, så skal den 23-årige mand, der natten til søndag forsætligt påkørte flere personer i Svenstrup syd for Aalborg, varetægtsfængsles. Derfor fremstilles manden søndag eftermiddag i grundlovsforhør i Retten i Hjørring.

Det oplyser Henrik Beck, vagtchef ved Nordjyllands Politi til BT.

»Han er sigtet for blandt andet spirituskørsel og forsætlig påkørsel,« lyder det fra vagtchefen.

Natten til søndag omkring klokken 01.17 opstod der en uoverenstemmelse mellem to grupper, der befandt sig på Murerens Bar i Svenstrup. Blandt dem var den 23-årige mand, der nu er anholdt.

Læs også:

Personerne forlod baren, men den kølige, nordjyske natteluft havde ikke held til at køle den ophidsede diskussion mellem grupperne ned.

Den 23-årige satte sig ind på førersædet i en personbil, som han kort efter kørte direkte ind i fire personer, der opholdt sig ude foran Murerens Bar. Efter påkørslen kørte den 23-årige væk fra gerningsstedet sammen med de tre passagerer, der også befandt sig i bilen.

Bilen blev kort efter stoppet af politiet, og alle fire blev anholdt. Det er dog kun føreren, der fremstilles i grundlovsforhør. Fordi den 23-årige kørte fra stedet efter påkørslen, er han også sigtet for at have flygtet fra et færdelsuheld.

To af de påkørte slap uden skader, men så heldige var en 58-årig mand og en 46-årig kvinde ikke. De blev begge bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor de blev behandlet. Nordjyllands Politi oplyser, at de to personer ikke har pådraget sig livstruende skader.