Jonas Havskov Pedersens 26 års fødselsdag endte på tragisk vis, da han døde under sin rejse til den australske delstat Tasmanien.

Den unge mand omkom, ifølge de foreløbige oplysninger, fordi han havde drukket valmue-te.

JydskeVestkysten skriver, at politiet mandag orienterede Jonas Havskov Pedersens danske familie i Gørding nær Ribe om dødsfaldet. Jonas' far bekræfter over for avisen, at det er hans søn, der er omkommet, men har ellers ingen kommentarer.

Jonas Havskov Pedersen var på rejse med en kammerat og befandt sig på en campingplads i Oatlands, hvor hans fødselsdag blev fejret. Den præcise dødsårsag efterforskes stadig, men politiet mistænker at Jonas er død af en overdosis forårsaget af te lavet på valmuer. Fra en nærliggende gård var der stjålet 40 valmue-hoveder.

Det er ikke første gang Tasmanien, som er verdens største producent af opiumvalmuer til medicinsk brug, oplever dødsfald som følge af indtagelse af valmue-produkter. Det skete senest i 2012, og der var endnu et tilfælde i 2011.

Ifølge tidligere social-overlæge hos Københavns Kommune, Peter Ege, har Jonas Havskov Pedersen været meget uheldig, da det er "ekstremt sjældent" at folk dør på denne måde. Peter Ege fastslår over for Ekstra Bladet, at den 26-årige danskere må have ligget bevidstløs i sin camper i mange timer.

- Der går typisk mange timer, før man holder op med at trække vejret, hvis man har fået en overdosis. Derfor var der god tid til at redde ham, siger Peter Ege til Ekstra Bladet.