Marcel Lychau Hansen blev kort efter kl. 10 idømt livsvarigt fængsel for to drab og seks voldtægter. Tidligere drabschef er tilfreds med dommen.

- Når man bliver kendt skyldig i to drab og adskillige voldtægter, så kan det ikke være anderledes end, at man får livstid.

Sådan siger den pensionerede drabschef for Københavns politi, Ove Dahl, om dommen, der blev afsagt efter kl. 10 i Københavns Byret.


LÆS OGSÅ:



Drabschefen vil også gerne rette en stor tak til alle involverede parter i sagen.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds. Men først og fremmest er jeg tilfreds på alle de personers vegne, der har været involveret i den her sag. Det er lige fra politihunden Cooper til de mange betjente, der har været involveret, samt retsmedicinerne, der har gjort et stort stykke arbejde, siger Ove Dahl og tilføjer:

- Jeg vil også gerne rette en tak til anklagemyndighed og ikke mindst offentligheden, der har været til stor hjælp i denne sag. 

Med livstidsdommen til Marcel L. Hansen håber Ove Dahl, at efterladte og ofre kan få sat et foreløbigt punktum i sagen.

- Jeg håber, at de efterladte i drabssagerne og de forurettede i voldtægtssagerne, kan komme videre i livet. Men jeg ved også det bliver svært, selvom der er faldet dom i sagen.



LÆS OGSÅ:


En af hjørnestenene i anklagerens bevisførelse har været DNA-beviser. Ifølge dansk lov kan de ikke stå alene, men skal suppleres med andre beviser.

Ove Dahl er derfor yderst tilfreds med, at DNA-teknologien inden for de seneste år, er blevet markant forbedret.

- Det er jo netop DNA-teknologien, der har været med til at fælde ham. Så det er jeg tilfreds med, siger han. 

Selvom Ove Dahl i sin lange karriere har været involveret i mange drabssager, er han alligevel stolt over, at han har arbejdet med sagen om Marcel L. Hansen.

- Jeg er glad for og stolt over, at jeg har været en del af dette sagskompleks, fordi det har været sådan en exceptionel sag, der har strukket sig over så lang tid, siger Ove Dahl, der yderst tilfreds med, at der er sat punktum i sagen.