Københavns Vestegns Politi frigiver overvågningsvideo, i håb om at den kan lede til den ukendte gerningsmand, som dræbte den højgravide Louise Borglit.

På lørdag er det et år siden, at den gravide Louise Borglit blev dræbt i Elverparken i Herlev, og i den forbindelse har Københavns Vestegns Politi besluttet at offentliggøre en overvågningsvideo, som aldrig har været vist før. Det sker i håb om at finde frem til den gerningsmand, som trods et års efterforskning og adskillige efterlysninger fortsat er på fri fod.

»Vi offentliggør sekvensen, fordi vi håber, at den – sammen med den øvrige omtale – kan styrke interessen for sagen og få borgerne til at overveje meget grundigt, om de er i besiddelse af oplysninger, der kan være relevante i forhold til en pågribelse af gerningsmanden,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den 32-årige Louise Borglit var gravid i syvende måned, da hun om aftenen 4. november 2016 forlod sin søsters hjem for at lufte søsterens Golden Retriever i Elverparken. Syv minutter senere, klokken ca. 19.07, overfaldt en ukendt gerningsmand hende og stak hende ihjel med en kniv.

Et vidne så gerningsmanden flygte fra stedet, og samme vidne fortalte torsdag TV2, at hun også hørte Louise Borglits skrig inde i parken. Ude på den anden side sidder et kamera, som overvåger en containerplads mod Tornerosevej. Det er det kamera, som den frigivne videosekvens stammer fra.

Klokken 19:08:08 kan man øverst i højre hjørne af skærmbilledet se en person løbe forbi. Den person er ifølge politiet formentlig identisk med den mand, som vidnet så flygte fra parken i umiddelbar forlængelse af gerningstidspunktet.

På filmen ser skikkelsen lys ud, men vedkommende kan have en anden farve i virkeligheden, fordi sekvensen er optaget af et infrarødt kamera, som forvrænger farver.

»Videosekvensen er af dårlig kvalitet, men vi vælger alligevel at frigive den i tilknytning til den aktuelle presseomtale af sagen i forbindelse med, at det er et år siden, Louise Borglit blev dræbt,« siger Peter Malmose.

Politiet mener, at det er sandsynligt, at nogen har oplysninger om den person, som ses på videoen, og man »har forståelse for, at der kan være omstændigheder, der gør, at man først vælger at stå frem nu.«

»Det vigtige er, at man står frem. Det gælder selvfølgelig også, hvis man ikke har en afgørende viden selv, men man er bekendt med, at andre måske har det. Vi kan ikke understrege det nok: Ved du noget, der kan være relevant for opklaringen af denne sag, så fortæl os om det,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Han understreger, at politiet er særdeles taknemmelige for den store hjælp, som man har fået fra offentligheden i sagen. Men motivet til drabet er fortsat et mysterium for ham og for Louise Borglits familie. Heller ikke gerningsvåbnet har politiet fundet, selvom man har fået indleveret og undersøgt op mod 50 knive.

For nylig fandt Københavns Vestegns Politi en kniv i et buskads tæt på Elverparken, som lige nu er til undersøgelse. De første prøver var negative, men politiet afventer stadig det endelige resultat.

Har man har oplysninger i sagen, kan man henvende sig i den mobile politistation i Elverparken i Herlev torsdag aften eller kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 114.