I år er der opstået et nyt fænomen – måske kan man endda kalde det en trend – blandt de nyklækkede studenter.

Vi er vant til at se dem fejre huen på store studentervogne, men nu ser både politiet og almindelige danskere flere og flere studenter køre rundt hængende ud af personbiler, mens der bliver dyttet højt og længe.

Københavns Politi modtog i løbet af aftenen og natten til torsdag 10-15 anmeldelser om hasarderet studenterkørsel i private køretøjer.

De fleste anmeldelser var af episoder i Indre By og handlede primært om unge mennesker, der hang ud af biler. En håndfuld personer fik derfor bøder for at hænge ud af vinduerne, og det samme gjorde et par stykker, der var ansvarlige for at køre bilerne.

»Der skal selvfølgelig være plads til, at de unge kan fejre deres eksaminer, men det skal foregå forsvarligt og inden for lovens rammer. At hænge ud af en kørende bil er både farligt og ulovligt, og derfor skred vi også ind, da vi fik anmeldelser om det i aftes og i nat,« siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard.

»Der er en grund til, at man skal have sikkerhedssele på, når man sidder i en bil, og det er ulovligt at køre uden. Samtidig skal der ikke meget til, før det kan gå rigtig galt, hvis man hænger halvt ude af vinduet på en kørende bil, så det skal man helt enkelt lade være med,« fortsætter han.

Hos Østjyllands Politi er det ikke muligt at få et tal på, hvor mange anmeldelser politiet har fået. Men politiet kan oplyse, at man er bekendt med problemet, og at det primært foregår i Aarhus.

B.T. har modtaget flere mails fra beboere i byen, der har set fænomenet.

En fortæller, at han så cirka fem biler komme kørende ved Nørrebrogade i Aarhus kort efter midnat torsdag, hvor studenter hang ud af vinduerne på bilen og lavede en masse larm ved at råbe og dytte.

I Odense har politiet endnu ikke fået nogle anmeldelser. Dog har B.T. har været i kontakt med en læser fra Odense.

»Jeg så cirka syv-otte biler ved 11-tiden med unge studenter, der hang ud fra bilen og dyttede voldsomt,« siger Werner Vanetin, der selv bor i byen.

Han anmeldte det ikke til politiet, og Fyns Politi er ikke bekendt med episoden.

I Aalborg har man heller ikke oplevet den type studenterkørsel endnu.

»Vi har umiddelbart ikke set noget til fænomenet her i Nordjylland, endsige fået henvendelser ind på det,« lyder det fra Nordjyllands Politis kommunikationsafdeling.