Da den 17-årige Lisa Holm blev fundet dræbt i en lade fem dage efter sin forsvinden, blev der fundet blod på tøjet, hun stadig var iført. Det ser nu ud til, at blodet matcher med dna fra den hovedmistænkte i sagen.

Dermed ser det ud til, at spørgsmålet om, hvem der dræbte den kun 17-årige Lisa Holm, er tæt på at være blevet besvaret.

Sagen om den svenske teenage-pige Lisa Holm begyndte 7. juni 2015. Den dag var Lisa Holm på arbejde på en café i byen Blomberg. Da hun fik fri, skrev hun en sms til sine forældre, så de vidste, at hun var på vej hjem på sin knallert. Men så langt nåede hun aldrig. Lisa Holm nåede aldrig hjem til sine forældre. I stedet forsvandt hun, og fem dage efter blev hendes lig fundet i en lade på en gård i Martorp få kilometer fra caféen, hvor hun arbejdede.

Hurtigt faldt mistanken på en 35-årig mand fra Litauen, der nu er hovedmistænkt i sagen. Hans bror og brorens kone var også i en periode mistænkt, men de er begge løsladt igen. I dag er det kun den 35-årige mand, der sidder varetægtsfængslet for mordet på Lisa Holm.

Det er ikke mange detaljer om Lisa Holm-sagen, der har fået offentlighedens kendskab. Men på fredag rejser chefanklager, Lars-Göran Wennerholm, tiltale mod den mistænkte for drabet, og herefter bliver politiudredningen altså tilgængelig for offentligheden.

Expressen kender dog allerede til flere af detaljerne. Det er tidligere kommet frem, at Lisa Holm døde af kvælning, og nu skriver Expressen yderligere, at den 17-årige pige blev fundet med en snor om halsen. Det nævnes også, at liget blev fundet fuldt påklædt, og at der på tøjet blev blev fundet blodrester, som er blevet matchet med den hovedmistænktes dna.

Meget tyder altså på, at dna-sporene kan fælde den 35-årige mand, der er hovedmistænkt for drabet på Lisa Holm. Selv nægter han dog alt. Under en afhøring har han afvist, at han nogensinde har mødt Lisa Holm.

Det er planen, at chefanklager, Lars-Göran Wennerholm, på fredag rejser tiltale mod den mordmistænkte. Herefter bliver politiudredningen tilgængelig for offentligheden.

Den offentlige del af forundersøgelsen er på 2000 sider, hvor 600 af siderne handler om afhøringen af den hovedmistænkte. Hertil er der vedlagt 30-40 sider som bilag, som ikke bliver tilgængelige for offentligheden, da siderne indeholder detaljer om obduktionen samt billeder, der kan virke krænkende.