En 24-årig kvinde fra Norge har anmeldt en politimand for voldtægt  i den populære tyrkiske ferieby Alanya. Det skriver den norske avis VG.

Kvinden fortæller til avisen, at politimanden bortførte og tvang hende til at ryge hash. Derefter truede han hende med en pistol og voldtogt hende. Episoden skulle ifølge den 24-årige kvinde være fundet sted, da hun natten til mandag klokken 04.30 var på vejen hjem fra byen med en kammerat og en politimand stoppede dem.

»Han viste os sit politiskilt og sagde, at jeg ikke skulle side bag på en knallert. Han sagde, at jeg skulle gå ind i bilen, så han kunne køre mig sikkert til hotellet. Det havde jeg ikke lyst til, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte adlyde politiet,« siger den 24-årige kvinde til VG.

Ifølge kvindens forklaring kørte politimanden rundt med hende knap tre timer. På et tidspunkt stoppede han bilen i et øde skovområde, hvor han voldtog hende og derefter tog hende med på en ny køretur.

»Jeg tryglede ham om at stoppe, men han lyttede ikke. Jeg troede, han ville lade mig gå efter, at han havde voldtaget mig, men først efter en halv time, standsede han bilen,« fortæller kvinden.

Myndighederne i Alanya bekræfter overfor VG, at de har modtaget en anmeldelse om voldtægt fra en norske kvinde, og at det drejer sig om en politimand. De oplyser samtidig, at manden vil blive anholdt, sigtet og frataget sin polititilladelse i minimum en uge.

Alanya er blandt Tyrkiets mest besøgte badebyer og har i mange år også været et af de mest populære rejsemål for danske turister.