Fredag er det fire uger siden, at den gravide Louise Borglit, 32,  blev myrdet i Elverparken i Herlev. Nu håber Københavns Vestegns Politi, at morderen eller hans pårørende vil henvende sig.

Gerningsmanden, som slog 32-årige gravide Louise Borglit ihjel, er stadig på fri fod. Politiet er mere eller mindre på bar bund, og derfor retter efterforskningsleder hos Københavns Vestegns Politi, Hans Tonnesen, nu en bred appel til offentligheden og specifikt til morderen og hans pårørende.

»Vi opfordrer alle, der har viden om en person, som går med kniv og kan have været ude i parken, som eventuelt er kommet hjem med blod på tøjet, til at rette henvendelse til politiet,« siger Hans Tonnesen og fortsætter:

»Gerningsmanden kan sidde derhjemme med nogle voldsomme tanker og en forfærdelig skyld, og det skal vedkommende leve med resten af sit liv, så morderen sidder måske bare og venter på at politiet kommer hjem til ham.«

Det er nu fire uger siden, at Elverparken i Herlev dannede rammen for et bestialsk mord. 32 år gamle Louise Borglit, der var gravid i syvende måned, var ude for at lufte sin svoger og søsters hund Maggi omkring klokken 18:30. Men kort efter klokken 19 hørte en forbipasserende kvinde to skrig, og ca. 10 minutter senere finder en 52-årig mand den livløse Louise Borglit liggende i græsset i Elverparken. Siden 4. november har politiet minutiøst eftersøgt parken og det omkringliggende område, og efterforskningslederen forklarer, at de har haft nogle af de bedste hundeførere i felten, dykkere i søen, tømt affalds- og glascontainere i området og oprenset kloakbrønden, mens de har ledt efter spor, som dog ikke har båret frugt. Politiet har nægtet at frigive obduktionsrapporten, men det er kendt, at Louise Borglig blev dræbt ved mindst to stik fra et kniv-lignende våben. Gerningsvåbnet er endnu ikke fundet, trods det ihærdige eftersøgningsarbejde i og omkring Elverparken,

»Men vi står i den situation, at vi ikke har nogen gerningsmand endnu. Vi arbejder selvfølgelig videre, men vi savner det afgørende tip, som kan føre frem til gerningsmanden,« siger Hans Tonnesen.

Artiklen fortsætter under billedet

Gerningsstedet i Elverparken i Herlev har været belagt med blomster og hilsner siden starten af november.
Gerningsstedet i Elverparken i Herlev har været belagt med blomster og hilsner siden starten af november. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Københavns Vestegns Politi har forgæves forsøgt at finde frem til et motiv bag mordet på Louise Borglit, men det har endnu ikke været muligt. Der har i løbet af den seneste måned været adskillige teorier, men politiet hælder mere og mere imod, at gerningsmanden kan være en psykisk syg person – eksempelvis paranoid skizofren.

»Vi kan ikke finde et motiv, derfor står vi i en situation, hvor vi tænker, ’hvem går rundt i en park med en stor kniv, som kunne finde på at stikke nogen ned?’. For hvis man tænker historisk på det, så kan sådan et bestialsk drab, som vi har her, og som sker af uforklarlige årsager, anskueliggøres ved, at gerningsmanden eventuelt kunne være en psykisk syg person,  der eksempelvis kan være paranoid skizofren. For hvis man har det sådan, så kan alle mulige ting udløse sådan et manddrab - eksempelvis at personen hører stemmer i sit hoved,« siger Hans Tonnesen.

Hos Københavns Vestegns Politi har man siden 5. november eftersøgt en mand, der er blevet set løbe fra parken omkring gerningstidspunktet, som politiet stadig meget gerne vil i kontakt med.

Den mulige gerningsmand eller potentielt centrale vidne beskrives som 28-30 år gammel. Han er ca. 180-190 cm høj, er tynd og spinkel af bygning og har et markeret tyndt ansigt. Han var ifølge vidnet iført sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko. Hætten på jakken havde manden slået op, og under den bar han en sort kasket.

Har du information i sagen, sidder Københavns Vestegns Politi klar ved telefonerne på 43 86 14 48.