Lyt til artiklen

Den 41-årige mand, der påkørte og dræbte en 41-årig cyklist i Valby torsdag morgen, blev fremstillet i grundlovsforhør i retten på Frederiksberg torsdag eftermiddag. Retten fandt ikke grundlag for at varetægtsfængsle manden, og han er derfor løsladt.

Den 41-årige var sigtet for uagtsomt manddrab og for at have bragt andres liv i fare. Han erkendte at have påkørt kvinden og forklarede, at han slet ikke havde set hende, før han ramte hende med højre side af fronten på sin varevogn, en sort Mercedes Vito.

- Jeg kører varevogn, så jeg er altid opmærksom på cyklister, men jeg så ingenting. Jeg så slet ingen cyklister. Først da det sagde 'bang', opdagede jeg hende og så, at jeg havde ramt hende, sagde den 41-årige, der er håndværker og var på vej på arbejde, da ulykken skete. Han var også iført sit arbejdstøj i retten.

Den 41-årige håndværker var desuden helt sikker på, at der var grønt lys, da han kørte frem i krydset, men ifølge vidner var der rødt lys.

Ulykken skete på Valby Langgade ved Vigerslevvej omkring klokken 06.20 torsdag morgen. Den 41-årige bilist skulle ligeud i krydset, mens cyklisten skulle svinge til højre.

Den 41-årige forklarede i retten, at han bremsede og steg ud af varevognen, lige efter han havde ramt kvinden. Her råbte han om hjælp og flere bilister kom til og fik beroliget bilisten, ydet førstehjælp og ringet 112. Men kvindens liv stod ikke til at redde.

Ifølge en rapport fra bilinspektøren kørte varevognen ikke mindre end 60 km/t, da den ramte cyklisten, der fløj op i luften og blev slynget flere meter frem, inden hun landede på asfalten og kort efter døde af sine kvæstelser.

To vidner til ulykken skønner derimod - ligesom den 41-årige selv - at varevognen kørte 40-50 km/t, da den ramte cyklisten, og derfor mente retten ikke, at der var grundlag for at mene, at den 41-årige havde kørt hensynsløst.

Rent rutinemæssigt blev der taget en blodprøve fra den 41-årige, men der blev ikke fundet spor af hverken alkohol eller narkotika.

Der bliver et retsligt efterspil for den 41-årige, men der var ikke grundlag for at varetægtsfængsle manden, der altså nu er løsladt