Liget af den 20-årige danske Olivia Østergaard blev tirsdag middag fundet i Schweiz, det bekræfter politiet i Zug overfor bt.dk.

Det var i en lade i landsbyen Oberägeri, at liget af den unge kvinde blev fundet. Landsbyen ligger ikke langt fra Zug i Schweiz, hvor Olivia Østergaard forsvandt fra 26. marts.

- Det er meget trist og tragisk, når en så ung pige dør på den måde. Vi er ret sikre på at det er selvmord, men retsmedicinsk afdeling skal fastslå den endelige dødsårsag,  fortæller Judith Aklin, der er talsperson for Zuger politi til bt.dk.




Ifølge schweiziske 20min.ch fandt politiet kvindeliget i en lille stald på en bakke i byen Oberägeri nær Zug. Beboere i byen bekræfter overfor 20 Minuten, at politiet i løbet af middagstid var talstærkt til stede ved stalden.



En mand fra Oberägeri fortæller ifølge mx.dk, at Olivias forældre har boet i nærheden af stedet, hvor liget er blevet fundet. Denne mand skulle angiveligt have talt med bonden, der gjorde det grufulde fund.

- Han sagde, at en ung kvinde havde taget sit eget liv i laden, skulle den unavngivne mand have sagt. Han fortæller også, at stalden ikke havde været i brug i årevis og skulle have været revet ned. 

Forsvandt sporløst

Olivia Østergaard forsvandt den 26.marts, og efterlod sig ikke mange spor. EN kæmpe efterlysning blev sat i gang, og flere søer i området blev undersøgt. Hun blev sidst set forlade sin lejlighed. for angiveligt at tage toget til universitetet i Zurich.

NB: Vi oplyste tidligere, på baggrund af oplysninger fra mx.dk, at liget af kvinden skulle være fundet hængt. Det har mx.dk siden trukket tilbage.