Tirsdag aften blev en 47-årig kvinde overfaldet på et forsorgshjem i Aarhus-forstaden i Tranbjerg. 

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Under overfaldet blev kvinden sparket flere gange i hovedet, og hun er nu indlagt med alvorlige skader. Til TV2 Østjylland oplyser politiet, at kvinden til at begynde med var i kritisk tilstand. 

»Hun har fået alvorlige skader, og hun blev indlagt på hospitalet i kritisk tilstand,« siger Jakob Christiansen til lokalmediet.

Ifølge Århus Stiftstidende er hun indlagt med blandt andet hjerneblødninger og en brækket kæbe. 

Overfaldsmanden var en 29-årig mand, der også er beboer på forsorgshjemmet.  Efter overfaldet stak han af fra stedet, men politiet fandt hurtigt frem til ham og kunne kort efter skride til anholdelse. 

Han er sigtet for grov vold og bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.