Mandag aften har Syd- og Sønderjyllands Politi været en tur på Sønderjyske Motorvej.

Her mødte patruljen en 51-årig kvindelig bilist, der viste sig ikke at være helt appelsinfri.

Efter at have målt hendes promille to gange med et kvarters mellemrum kunne politiet påvise, at hun havde en promille på mere end 2,3.

Det oplyser politiet på Twitter.

Allerede ved en promille på 2,0 har man ifølge mediet Netdoktor 'udtalte forgiftningssymptomer' og 'manglende selvkontrol'.

Hvorledes kvinden bar sig ad med at føre bilen, melder historien ikke noget om.

Politiet oplyser dog, at promillen var så høj, at kvindens bil er blevet beslaglagt.

Selv om der heldigvis ikke skete nogen uheld, kan kvinden se frem til en frakendelse af kørekortet i mindst tre år, 20 dages betinget fængsel og en bøde svarende til en månedsløn efter skat.