Ugebladet Se og Hør havde ikke ret til at skrive under valgkampen i 2007, at daværende folketingspolitiker og partiformand Naser Khader havde fået foretaget sort håndværksarbejde, hvilket han har afvist. Det har Københavns Byret netop afgjort, oplyser Khader til Berlingske Nyhedsbureau.

- Det er en lettese. Nu er jeg renset. Jeg er glad for det endelig er forbi Jeg er glad for jeg blev ved med at kæmpe, den fejl jeg begik, var at jeg ikke stævnede Se & Hør med det samme men gik til pressenævnet, siger Naser Khader til bt.dk.

Han fik dommen sammen med sin advokat Liv Helth Laursen på hendes kontor hos advokatfirmaet Sirius nogle hundrede meter fra Københavns Byret, Og det var en jublende lykkelig Naser Khader, der kom ud til bt.dks medarbejdere i advotfirmaets venteværelse. Med armene over hovedet trådte Khader ind i receptionen.

- Vi vandt, det kan jeg takke min advokat for, jublede Naser Khader og gav Liv Helth Laursen en stor krammer.

Hos Se & Hørs chefredaktør Kim Henningsen er jubelen til at overse.

- Vi tager dommen til efterretning og håber Naser Khader kan komme videre med sit liv, lige som vi er kommet, siger Kim Henningsen, som oplyser at Se & Hør ikke anker dommen - og dermed er der nu sat endeligt punktum i sagen.

- Jeg har hele tiden glædet mig til at kunne få sat endeligt punktum for den her sag, siger Naser Khader.

Dommen betyder, at Se og Hør skal betale 25.000 kroner i tort-godtgørelse, og derudover skal Se & Hør trykke dommen i et nummer af bladet.

Sagen begyndte tilbage i 2007, da Se og Hør under folketingsvalget skrev, at Khader, der på daværende tidspunkt var formand for det nystiftede Ny Alliance, havde fået udført sort arbejde af nogle håndværkere. Ugebladet bragte historien på baggrund af udtalelser fra en anonym håndværker.

Naser Khader havde stævnet ugebladet, da han mener, at artiklerne påvirkede både hans eget og partiets valgresultat, da Ny Alliance endte på fem mandater efter at have ligget noget højere i meningsmålingerne under valgkampen.

- Det er sådan med medierne nu, at man bliver præsenteret for en løgn, og så har man bevisbyrden, så jeg havde mange sager i den tid. Men den her sag tog mit fokus, og den gjorde, at jeg begyndte at lave fejl. Vi stod til at få ti mandater, men endte med kun fem, fortalte Khader ifølge bt.dk, da sagen var for retten i november.

I 2010 bragte Se og Hør et dementi, efter de i en artikel skrev, at Khader havde betalt med sorte penge.

I retten forklarede chefredaktør Kim Henningsen ifølge bt.dk, hvorfor de dengang valgte at bringe et dementi.

- Vi bragte dementiet, da det aldrig har handlet om, at han har betalt med sorte penge. Kun at der var udført sort arbejde hos ham, forklarede Kim Henningsen med henvisning til, at håndværkerne ifølge den anonyme kilde blev betalt med sorte penge af firmaet.

Ugebladet omtalte så sagen igen i 2011, da man i en note skrev, at Naser Khader havde betalt for sort arbejde. Og dette har bladet altså ikke villet dementere, hvilket retten nu har pålagt det.