Den 10-årige gravhund, Viktor er vant til at blive lidt forkælet hos familien Riis Mortensen i landsbyen Sandager nord for Assens.

Men i dag – nytårsaftensdag – vil den få ekstra mange klem og godbidder, fordi den var årsag til, at ægteparret Anker 45 og Katrina Riis Mortensen. 33, i sidste øjeblik nåede ud af deres brændende hus på Sandager Kirkevej 36. På få minutter blev huset omspændt af flammer og brændte ned ved halv fem-tiden i morges. - Vi er lykkelige for, at den blev ved med at gø, da min kone var gået i seng, og jeg var faldet i søvn foran TV inde i stuen, siger Anker Riis Mortensen.  - Her bagefter tør jeg slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket. Vi er naturligvis meget rystede. Det er jo den slags ting, man tror kun rammer naboen og ikke en selv. Det var en tændt adventskrans, som der gik ild i. Familien havde tidligere på aftenen holdt en forsinket julefest. Efter festen blev gravhunden Viktor til alt held inde i stuen, og den var ikke i tvivl om, at det gjaldt om at gø og gø og atter gø, da ilden bredte sig. -Familien har grund til at takke deres hund for, at der ikke blev tale om en tragedie, siger indsatsleder hos Falck i Assens, Per Johannesen. Da brandfolkene nåede frem, stod ægteparret i næsten ingenting på den sneklædte gårdsplads. Viktor blev holdt kærligt ind til kroppen i et tæppe  hos sin ”mor”. Midt i ulykken var den dagens ubestridelige helt.