Københavns Politi har torsdag aften skudt mod en bil på Amager ved DR Byen.

»Det er en eftersættelse, der starter på Amagermotorvejen, hvor føreren ikke vil standse,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.

Politiet eftersatte føreren, skød efter bilens dæk og anholdt føreren ved DR Byen.

Det er for tidligt for vagtchefen at sige, hvorvidt anholdelsen har noget at gøre med røveriet i Indre By, hvor politiet også er massivt til stede lige nu.

»Vi er til stede mange steder lige i øjeblikket. Informationerne kommer ind i en lind strøm,« siger vagtchef Henrik Brix og tilføjer:

»Umiddelbart har de to sager ikke noget med hinanden at gøre.«

Vagtchefen fortæller desuden, at politiet har anholdt en mand i røveriet i Illum i Indre By og stadig leder efter den anden.