Københavns Politi anholdt lørdag eftermiddag den formodede gerningsmand til en livsfarlig påkørsel af en 19-årig kvinde på Amager den 4.juni.

Den 31-årige gerningsmand blev anholdt i Københavns Lufthavn efter at være ankommet med et fly fra Pakistan. Det forklarer politikommissær Hans Erik Raben fra Københavns Politi til bt.dk.

- Vi har gennem et stykke vidst, hvem gerningsmanden var, og vi ventede bare på, at han kom hjem. Da han kom med flyet, blev han anholdt og sigtet for drabsforsøg, siger Hans Erik Raben, der ikke ved, hvordan manden forholder sig til sigtelsen

Ifølge Københavns Politi betragter det påkørslen som drabsforsøg. Den 19-årige blev efterladt livløs på Hedegårdsvej ved haveforeningen Elmely og svævede en overgang mellem liv og død. Hun fik bl.a. alvorlige knoglebrud på skuldrene, armene og benene ved påkørslen og lå længe på intensiv på Rigshospitalet.

Politiet anholdt i midten af juni en 29-årig og sigtede ham for at have kørt kvinden ned. Kort efter viste efterforskningen og den 29-åriges eget udsagn, at han blot var passager i bilen. Manden er dog sigtet for bl.a. at have efterladt kvinden livløs på vejen.

Hvorfor den 19-årige blev kørt ned, vil politiet ikke ud med. Efter påkørslen udtalte politiet, at et vidne
havde forklaret, at føreren havde talt med kvinden inden påkørslen. Kvinden havde dog, kort efter ulykken sagt, at hun ikke kendte gerningsmanden i forvejen.

- Vi har en idé om motivet, men jeg vil bare sige, at der er en vis kendskab mellem ofret og geringsmanden, siger Hans Erik Raben, der forklarer, at politiet kender gerningsmanden 'vældig godt' fra tidligere.