Politiets besked til en 14-årig dreng fra Mørkøv vest for Holbæk var klar, da de onsdag besøgt ham og hans mor på familiens bopæl: Du er heldig at være i live!

Inden da havde Midt- og Vestsjællands Politi fået en henvendelse fra DSB om, at flere Facebook-brugere havde underrettet togselskabet om et videoklip, hvor en ung mand kom gående på jernbanesporet, videofilmede et IC3-tog og først til allersidst sprang til side. Det skulle han have gjort både mandag og tirsdag.

Efter noget research fandt politiet frem til drengen, der erkendte at være ophavsmand til både videoklippet, offentliggørelsen på Facebook, samt at have stået bag de to tilfælde. Alt sammen til stor overraskelse for drengens mor, der intet anede om drengens livsfarlige dans med døden.

Politiet fortalte drengen, at hvis toget havde været et dobbeltdækker-tog i høj fart, ville aerodynamikken have bevirket, at drengen ville være blevet suget ind under toget.

- Det bragte selvfølgelig en vis bekymring frem både hos ham og den resterende del af familien. Jeg tror han fattede budskabet, og jeg har ingen forventning om, at han gør det igen, siger vagtchef Søren Danielsen.

Eftersom drengen er under den kriminelle lavalder, kan han ikke straffes. Derfor nøjedes politiet med at give ham en kraftig advarsel.

- Han kommer så til at blive fulgt i kommunale sammenhænge. Men ellers er han en velfungerende, ung mand, som bare har dummet sig til den helt store medalje, siger Søren Danielsen.

Videoen på Facebook er blevet fjernet.