Søndag aften overfaldt tre mænd flere personer på en beværtning på Skolegade i Aarhus.

De tre mænds voldsomme adfærd skyldtes et simpelt nej.

De havde nemlig forsøgt at få deres egne drikkevarer med ind på baren, men det var blevet afvist.

De tre mænd blev så voldsomt utilfredse med afvisningen, at de begyndte at slå og sparke på noget personale og nogle gæster på stedet.

De kastede også rundt med stole, glas og flasker.

Østjyllands Politi ankom kort efter til stedet.

Her havde en kvinde fået en bule i panden efter slag, en mand havde fået nogle mærker og rifter efter nogle slag, og to mænd havde fået nogle mindre skader i hovedet, da de var blevet ramt af en flaske.

Ud for beværtningen stod tre mænd på 35, 36 og 37 år, og da de blev udpeget som gerningsmændene, blev de alle anholdt.

På baggrund af vidneforklaringerne og videoovervågning på stedet blev mændene sigtet for grov vold.