En søn og en datter levede i et frygtelig voldsregime, hvor deres far gennem fem år slog dem med knytnæver i ansigtet og på kroppen og piskede dem med sit læderbælte.

Onsdag blev den 47-årige far fra Rødovre af ghanesisk afstamning idømt 9 måneders ubetinget fængsel for volden i Retten i Glostrup. Han overvejer at anke dommen.

Drengen blev tæsket, fra han var 10 til 15 år, og pigen var offer for volden, fra hun var 14 til 18 år gammel. Det var drengen, der anmeldte volden i maj i år.

- Her kom det frem, at de i årevis havde været udsat for vold. Der var ikke voldsomme fysiske skader. Højst blå mærker. Skaderne er formentlig mere psykiske af at leve i sådan et voldspræget regime, hvor de ikke vidste, hvornår de fik tæsk. Nogle gange dagligt, andre gange med lange perioder, hvor der ikke var noget, fortæller anklager Ole Weikop fra Vestegnens Politi.

Den 47-årige mand, der er invalidepensionist, behøvede ikke de store grunde til at ty til vold over for børnene.

- Det var sådan noget med, at han strammede reglerne for, hvad de måtte. Eksempelvis skulle man aflevere mobiltelefonen om natten. Og hvis man ikke fulgte reglerne, så fik man tæsk. Andre gange kom det som et lyn fra en klar himmel, fortæller Ole Weikop. 

Børnenes mor var også lidt stede i hjemmet og er på børnenes side, men hun havde svært ved at komme ud af ægteskabet. Nu er hun  dog flyttet fra manden, og børnene har kun beskeden kontakt med faren.

- Pigen sagde noget i retten, som jeg synes, var meget fint sagt. At det var først, da hun kom i gymnasiet, at hun fandt ud af, at man ikke behøvede at leve sådan. At det ikke var normalt at blive udsat for vold derhjemme, fortæller anklageren.