En ung mand lykkedes lørdag med at flygte fra Horserød Statsfængsel – for en kort stund.

Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

»Vi modtog en anmeldelse klokken 17.42 om en fangeflugt fra Horserød, hvor den indsatte havde formået at kravle over hegnet. På den anden side holdt en personbil med to personer i og ventede på ham,« siger vagtchef David Borchersen.

Politiet fik relativt hurtigt sporet bilen til Motorring 3, hvor bilen blev bragt til standsning.

»Det skete uden den store dramatik, men da de så holder stille, så løber alle tre personer fra stedet,« siger han videre.

Ordensmagten var imidlertid ikke sådan lige at løbe fra, og de tre personer blev alle anholdt umiddelbart efter.

»Gutten, der sad inde, bliver sigtet for at stikke af fra et fængsel, mens de to andre bliver sigtet for at hjælpe til med flugten,« siger David Borchersen.

Han tilføjer, at de alle var anholdt klokken 18.00, og at der således var tale om en flugt, der præcis varede 18 minutter.

Den indsatte er nu blevet overflyttet til et andet fængsel.