I forbindelse med drabet på en 28-årig polak med dansk statsborgerskab efterlyser Københavns politi to kvinder. der formodes at være fra Rumænien.

De to kvinder er ikke sigtede, men de befandt sig ved eller i pornobiografen og kan være mulige vidner.

Den ene kvinde beskrives som 20-25 år, 165-170 cm høj og almindelig af bygning. Hun har naturligt brunt kruset hår til lænden og var iført en blå/sort striktrøje med hullet mønstre, der dækkede en mørk top samt mørke bukser.

Den anden kvinder beskrives som 20-30 år, 150-160 cm høj. Mørklødet. Hun havde sort hår, der var sat op i en knold, og hun var iført hvid kjole og røde, blomstrede korte leggins. Og så havde hun en lille sort dametaske.

Politiet vil gerne have hjælp, hvis nogen har information om den afdødes telefon, der er en Samsung Galaxy Mini GT S5570. Politiet opfordrer alle, der har oplysninger om de to kvinder eller telefonen til at kontakte Københavns Politi på 1-1-4.

Københavns Politi fik anmeldelsen af drabet kl 18.22 torsdag aften, men kl 17.47 købte han en billet til en enkeltkabine, og derfor er drabet sket imellem de to tidspunkter, oplyser politiet på et pressemøde.

Da politiet når frem til Vesterbrogade 75, hvor pornobiografen ligger, var lægen i gang med genoplivning, men det lykkedes ikke.

I går var der forlydender om, at det kunne være et selvmord, men den teori har politiet nu afvist. Man har efterforsket sagen hele natten, og der har aldrig været tvivl om, at det var et drab, og liget er identificeret. Det er en 28-årig polsk mand, der bor i Danmark og arbejder som håndværker.

Manden blev fundet påklædt, liggende på ryggen, og han var blevet stukket med en kniv. Politiet vil dog ikke oplyse, hvor mange gange manden er blevet stukket.

De pårørende er underrettet, oplyser politiet.