En bil er torsdag aften kørt i vandet ved Skuespilhuset i København.

Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer over for BT.

Føreren blev dog hurtigt reddet op af en tilfældig civil.

»Der var en civil borger, der sprang i og fik ham op med det samme,« siger Henrik Stormer.

Der er ifølge vagtchefen tale om en 88-årig svensk mand, som dog var ved bevidsthed, da han kom op. Han er herefter blevet kørt til Rigshospitalet til undersøgelse, forklarer Henrik Stormer, der ikke har yderligere oplysninger om den ældre mands tilstand på nuværende tidspunkt.

Frederik Ryber, vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab, forklarer ligeledes til BT, at føreren af bilen var ved bevidsthed, da de ankom til stedet.

»Han var oppe på kajen og ved bevidsthed, da vi kom frem, og vi er relativt hurtigt fremme,« siger Frederik Ryber, der oplyser, at de fik anmeldelsen klokken 19.18.

Det er endnu uvist, hvordan bilen havnede i vandet.

»Lige nu er vi i gang med at bjærge bilen, og så må politiet tage over derfra,« siger Frederik Ryber.

Ekstra Bladet har talt med en af de personer, der hoppede i vandet for at komme den ældre mand til undsætning. Til avisen siger Meriton Jasari, der arbejder som køkkenchef i SEA by Klin Klin lige i nærheden, at der ikke var så meget at tænke over, da nogle af gæsterne i restauranten råbte op efter at have set ulykken ske.

»Vi kunne se, at bilen lå på hovedet, så der var risiko for, at nogen inde i bilen havde hovedet under vand, så derfor måtte det gå stærkt,« siger Meriton Jasari til Ekstra Bladet.

Køkkenchefen nåede kun lige at tage sin telefon ud af lommen, inden han kravlede ned i vandet.

»Vi fik manden ud, og så holdt Kasper (fra Hotel 71 Nyhavn, red.) ham, mens jeg dykkede ned for at se, om der var flere i bilen. Men det var der åbenbart ikke,« fortæller han og forklarer, at politi og redningsmandskab hurtigt var på stedet og tog over.

Hovedstadens Beredskab beskrev tidligere på aftenen også den dramatiske situation på Twitter:

»#HBeredskab til stede på Kvæsthusgade og bil i vandet. En person overdraget til ambulance,« lød det i et tweet.