Lyt til artiklen

Det vælter ind med dødstrusler mod den 36-årige mand, der er løsladt, men fortsat sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Det skriver DR.

»Vi får mange anmeldelser ind om det. Det er både sager om trusler og overtrædelser af navneforbuddet. Det skal man afstå fra. Det skal man simpelthen lade være med, for det er strafbart, og vi efterforsker de anmeldelser. Og der er simpelthen nogen, der skal forvente at blive sigtet for overtrædelser af navneforbuddet og trusler,« siger efterforskningsleder og vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen, til B.T.

Ingen er endnu sigtet for lovovertrædelserne.

»Det kan godt være, at han er sigtet, men der er ingen, der er dømt i den her sag, så derfor skal der herfra lyde, at man skal stoppe med de her trusler og i stedet lade politiet passe sit arbejde, og så kommer der et tidspunkt, hvor regnskabet skal gøres op,« siger politiets chefefterforsker.

Politiet vil ikke kommentere, om der er patruljer ved den sigtedes bopæl af sikkerhedsmæssige årsager. Men de er i dialog med vedkommende, og politiet er 'meget' opmærksomme på truslerne.

Efter en heftig eftersøgning efter den dræbte Mia Skadhauge Stevn, kunne politiet onsdag 9. februar anholde to 36-årige mænd, der efterfølgende blev fremstillet i et grundlovsforhør.

Her blev den ene af de to mænd varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt.

B.T. har tidligere talt med en nabo, Chris Madsen, der fortalte om en stor aktivitet omkring den løsladte drabssigtedes hus.

Han tilføjede også, at den store aktivitet giver en bekymring for selvtægt, hvorfor politiet også er kontaktet på den baggrund. Noget, som Frank Olsen bekræftede over for B.T.

»Vi opfordrer folk til at afholde sig fra det. Vi skal respektere retssamfundet, og der er ikke nogen, der er dømt i sagen,« fortalte han.

DR har været i kontakt med mandens forsvarsadvokat Jakob Dalsgaard-Hansen, der siger, at politiet håndterer det professionelt, men at det er politiets eget valg, at de sidder i den situation.

Ifølge forsvarsadvokaten fordi de har sigtet manden på et grundlag, hvor by- og landsret ikke mener, der er en begrundet mistanke.