Vores celler er bygget op af dna-strenge, som er forskellige fra person til person. Skaffer politiet en dna-profil, kan man svare på, om en person er skyldig eller ej - teknikken er kun overgået af fingeraftrykket.
En blod-prøve, der mandag blev taget fra den anholdte 22-årige, er sendt til haste-undersøgelse hos de genetiske eksperter på Retsmedicinsk Institut i København.Om en uges tid véd politiet, om den 22-åriges dna-profil passer med profilen fra Mias morder - eller om den 22-årige er uskyldig.
Hans dna-profil vil også blive kørt igennem dna-registeret for at se, om den passer med profiler fra andre uopklarede forbrydelser.
Der er i øjeblikket cirka 5.000 profiler i politiets dna-register. De 1.800 er fra personer, og 3.200 er spor, der er fundet på gerningssteder, men hvor forbryderen er ukendt.
I torsdags fik politiet den nedslående besked, at det endnu ikke var lykkedes at finde Mias morders dna-profil på de 32 første spor, der var analyseret.
Men i går lykkedes det så alligevel retsgenetikerne at finde en dna-profil. Dét tyder på, at eksperterne har måtte bruge den såkaldte PCR-teknik, hvor en meget lille mængde dna ved hjælp af enzymer kan »ganges op«, så der bliver dna nok til en komplet analyse.
Formeringen kan i princippet ske uendeligt, så retsgenetikerne kan fortsætte jagten på morderen, så længe det er nødvendigt. Før PCR-teknikken måtte eksperterne bruge en lille del af det fundne spor til hver dna-analyse, så sporet til sidst »slap op«.
Dna-teknikkens store styrke er, at den både fælder de skyldige og renser de uskyldige.
I dansk kriminalhistorie er sex-mordet på den 36-årige Inga Nørgaard Jensen dokumentationen for, at det »genetiske fingeraftryk« virker begge veje. En uskyldig var tæt på et justitsmord, men blev reddet af dna, som i sidste ende også fældede den rigtige morder.
Inga Nørgaard Jensen, enlig mor til to, blev voldtaget, mishandlet med en kæp og en kniv og kvalt i et buskads 25. marts 1993 ved Vallensbæk Station.
Morderen efterlod sæd-pletter på hendes undertrøje, frakke og i hendes underliv. En større sæd-plet på frakken var blandet med blod, men retsgenetikerne fik skilt blod og sæd ad så det lykkedes at lave en komplet dna-profil.
En 36-årig mand blev varetægtsfængslet, sigtet for drabet, fordi vidner og hans besynderlige opførsel pegede på ham. Men efter dna-analysen af hans blod stod det klart, at han var uskyldig og han blev løsladt efter 25 dage bag tremmer.
Dét fik politiet til at tage blodprøver af 25 andre mænd, der var i søgelyset, blandt dem Carsten Jeppesen, dengang 21 år.
To måneder senere, 17. juni 1993, erklærede retsgenetikerne, at sæd-pletterne stammede fra ham. Han fik 16 års fængsel.
Dna-analysen som fældende bevis er kun godt ti år gammel i Danmark. Retten accepterede for første gang dna-analysen som teknisk bevis, da Østre Landsret 24. februar 1992 kendte en 31-årig ghaneser skyldig i voldtægt og idømte ham halvandet års fængsel.
To gange før havde domstolene afvist dna som bevis. Første gang i den såkaldte »Lille Skensved-sag«, hvor en 22-årig mand blev frifundet for sexmordet på den 64-årige Ruth Pedersen 9. december 1988. Han blev tiltalt efter dna-analyser af en sædplet på den myrdedes lagen - men blev frifundet ved et nævningeting 3. september 1991.
En måned senere blev dna igen afvist som bevis af Taastrup ret i en voldtægtssag, selvom retsgenetikerne sagde, at sikkerheden for at sæden i voldtægtssagen stammede fra den tiltalte var 1 til 100.000.
Hvor stærkt et bevis gén-testen end regnes for, så er en dna-analyse ikke helt så sikker som det gode, gammeldags fingeraftryk. Den over 100 år gamle opdagelse af fingeraftrykket, der er forskelligt hos alle verdens milliarder af mennesker, regnes stadigt for det bedste bevis.
Men dna-teknikken bliver hele tiden raffineret, så sandsynligheden for at finde to personer med den samme dna-profil - bortset fra én-æggede tvillinger - bliver mindre og mindre.I udlandet regnes med astronomiske tal, mens de danske retsmedicinere er mere forsigtige og normalt anvender sandsynligheden én til en million.
