Et Challenger-fly fra flyvestation Aalborg har i marts været med til at stoppe smuglerbåd ud for Ibiza, der havde 2,2 ton hash ombord.
Det skriver forsvaret på sin hjemmeside.
Den store beslaglæggelse skete 2. marts, hvor et Challenger-fly patruljerede farvandet syd for Andalusien. Her spottede mandskabet en hurtiggående speedbåd, der sejlede i nordøstlig retning mod den spanske kyst.
»Vi kan ved hjælp af flyets sensorer holde øje med båden og alle informationerne bliver med det samme videreformidlet til den danske forbindelsesofficer i Madrid. Han overtager derefter den videre koordination med de spanske myndigheder,« fortæller den danske pilot LUB fra Challenger-flyet.
Challenger-flyet og ti mand fra Flyvestation Aalborg har siden slutningen af februar hjulpet Spanien med grænsekontrol i Frontex-samarbejdet.
Opgaverne har blandt andet været irregulær migration, kystvagtopgaver, og som i det her tilfælde: grænseoverskridende kriminalitet.
»De spanske myndigheder har tilkendegivet, at de synes, vi har bidraget med en god støtte og har hjulpet dem til at kunne skride ind over for det. Det er selvfølgelig vigtigt at få stoppet det her,« siger Morten Valentin, der er presseofficer ved Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg til TV2 Nord.
Men for mandskabet i Challenger flyet gik der et par dage fra de spottede speedbåden, og indtil de fandt ud af, om deres fund havde givet pote hos spansk politi.
»Efter en uge, hvor vi lidt havde opgivet håbet om, at smuglerne var blevet pågrebet, kan forbindelsesofficeren overbringe den glædelige nyhed. Båden, som vi opdagede, blev skygget ind til Ibiza, hvor den sammen med en anden båd og i alt 14 mand blev arresteret. Begge både og 2.240 kilo hash til en værdi af cirka 100 millioner kroner bliver beslaglagt,« fortæller piloten LUB.
Siden 2015 har Danmark assisteret med en række bidrag til Frontex-samarbejdet 1-2 gange årligt.
Både fly og besætning er torsdag vendt tilbage til Danmark.