Anklagemyndigheden har valgt ikke at anke byrettens afgørelse i sagen om en voldtægt begået mod en 11-årig pige ved Bøtø Strand på Falster i 1999.
Det oplyser Statsadvokaten i København til DR.
Dermed er der sat et endeligt punktum i sagen.
Den nu 57-årige Dan Diedrik Sarka blev 3. september idømt ni års fængsel ved Retten i Nykøbing Falster. Han valgte at modtage dommen.
Herefter havde anklagemyndigheden 14 dage til at overveje, om den ville anke afgørelsen. Under retssagen krævede sagens anklager, at den tiltalte blev idømt mindst 12 års fængsel.
Dan Diedrik Sarka erkendte i retten, at han udsatte den dengang 11-årige pige for voldtægt nær stranden ved Bøtø på Falster 4. august 1999.
Han truede pigen til at følge med ham ind i et skovområde, hvor han voldtog hende og efterfølgende kvalte hende, så hun blev bevidstløs.
I retten fortalte Dan Diedrik Sarka, at det var meningen, at hun skulle dø, så hun ikke kunne fortælle nogen om hændelsen.
Af medicinske rapporter fra dengang fremgår det da også, at pigen var i overhængende livsfare efter voldtægten.
Politiet kom sidste år på sporet af gerningsmanden i forbindelse med en slægtskabssøgning.
Forud gik 25 år uden nogen gennembrud i efterforskningen.
I 1999 havde politiet fundet DNA-spor fra sæd på den 11-årige piges bikini, og det spor sammenlignede man sidste år med politiets DNA-register med henblik på at finde nogen, som kunne være i familie med gerningsmanden.
Det resulterede i et match.
Et familiemedlem til Dan Diedrik Sarka var altså i politiets DNA-register, og efterfølgende har DNA fra Dan Diedrik Sarka matchet DNA'en på bikinien med den størst mulige sandsynlighed.
Forsvarsadvokat Janus Malcolm Pedersen argumenterede i retten for, at Dan Diedrik Sarka skulle idømmes ikke mere end otte års fængsel.
/ritzau/