Lørdag eftermiddag er der udbrudt brand i tagkonstruktionen på Suldrup Ældrecenter Himmerlandhave i Nordjylland.
Det skriver Nordjyllands Politi på X.
»Alle beboere er evakueret, og ingen er tilskadekomne,« lyder det.
»Der er røgudvikling fra branden, og berørte beboere i nærområdet rådes til at lukke døre og vinduer og forblive indendørs, indtil der er styr på røgudviklingen,« skriver politikredsen videre.
På X skriver Nordjyllands Beredskab, at man er til stede med en autosprøjte og vandtankvogn fra Station Støvring samt en drejestige og indsatsleder fra Aalborg.
Efterfølgende er Station Aars også blevet kaldt til assistance med endnu en autosprøjte og vandtankvogn.
B.T. følger sagen …