Fire mænd ødelagde her til morgen idyllen i Super Brugsen i den nordsjællandske by Hillerød, da de tvang sin adgang til forretningen.

- Vi fik en anmeldelse klokken 06.05 om at fire mænd havde begået et røveri ved at trænge ind og tvinge de ansatte ned på gulvet, siger Søren Bjørnestad, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Politiet har endnu ikke helt overblik over omfanget af røveriet. De har dog en fornemmelse af, at røverne kan være de samme, som var på spil onsdag.

- De fire mænd kørte væk fra stedet i en sort BMW. Samme biltype blev brugt i går (onsdag, red.), da der blev begået røveri mod Aldi i Allerød og Skovlunde, derfor arbejder vi lige nu ud fra, at der meget vel kan være tale om de samme røvere, siger Søren Bjørnestad.

Hvis du mener, at du har set noget, der kan hjælpe politiet nærmere en opklaring af røverierne, kan politiet kontaktes på telefon 114.