Natten til søndag var det nær gået galt, da en påsat brand hærgede et boligkvarter i Albertslund vest for København. Natten til mandag var den gal igen, da 13 brande hærgede Vestegnen.

De sidste seks måneder har politi og brandvæsen været kaldt ud til mere end 100 påsatte brande i området. Ofte har der været tale om ild i containere eller ved daginstitutioner, men natten til søndag gik det ud over boligkvarteret Troldnøddegården i Albertslund. Her valgte gerningsmænd at sætte ild til en række opbevaringsskure mellem to boligblokke. Ilden tog fat i et gardin i en lejlighed, og var brandvæsnet kommet blot få minutter senere, havde ilden fået fat om hele ejendommen, oplyser Vestegnens Politi.

Derudover udbrændte også to biler, og da brandvæsnet frygtede, at branden ville sprede sig, måtte politiet evakuere flere beboere.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er simpelthen så vred, siger Bente Egebjerg. Hendes ejendom ligger lige op og ned af de skure, der natten til søndag blev sat i brand.

- Vi vågnede af branden og kiggede forskrækket ud af vinduet. Det var så forfærdeligt. I flere timer stod vi ude på gaden og ventede på, at brandvæsnet fik stoppet ilden. Vi vidste ikke, om det hele ville brænde ned, eller om de kunne redde vores hjem, siger hun og er tydeligvis berørt over nattens episode.

Branden i Troldnøddegården var blot en ud af i alt ni påsatte brande, som brandvæsnet måtte slukke natten til søndag. Og beboerne i området har nu fået nok, fortæller flere af dem til bt.dk.

- Jeg er rystet. Det er vi alle. En ting er, at de brænder containere af, men i nat kunne det havde kostet liv. Heldigvis var der ingen hjemme i den lejlighed, hvor ilden virkelig fik taget fat. Men vi er stadig chokeret, fordi det virkelig er kommet tæt på, siger Tina Schou, der blev vækket af branden kl. 03.00.

- Jeg kiggede ud af vinduet og så et kæmpe flammehav. Det var frygteligt, siger hun og har dagen igennem gået rundt i området og talt med sine naboer.

En af dem er Pia Pedersen, der har boet i Troldnøddegården i 18 år.

- Det er ellers sådan et hyggeligt kvarter. Her er masser af børnefamilier, og vi hilser alle på hinanden. Vi er rystet, siger hun.

En anden beboer, Estrella Acosta, var i byen lørdag nat og kom hjem, mens brandvæsnet var i fuld gang med at slukke branden.

- Det er mine ting, der ligger derinde, siger hun og peger på åstedet.

- Vi havde opmagasineret en masse her. Ja, det er ikke til at fatte, at det nu er kommet så tæt på. Vi har længe fulgt med i, hvad der foregår, men nu er det altså gået for vidt, siger hun.

Vestegnens Politi fortæller til bt.dk, at de nu sætter ekstra ind og kører målrettet i området i Albertslund og omegn.

- Vi sætter stærkt ind og sørger for at være synlige. Men præcis hvordan og hvorledes, kan jeg ikke komme ind på, siger vagtchef Jens Møller.

- Der er stor forskel på at sætte ild til en container og så et skur i nærheden af en beboelsesejendom. Så er man milevidt fra at tale om drengestreger. Det ville være forfærdeligt, hvis nogen kom til skade, siger han.

Flere af beboerne i området har også talt med politiet, og de er ikke i tvivl om, hvem der står bag.

- Det er en flok utilpassede unge, der er sure over, at de ikke har fået et værested. Til at begynde med havde vi lidt ondt af dem, men nu har vi fået nok, fortalte en gruppe beboere til bt.dk.