Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi modtog torsdag en anmeldelse om et ualmindeligt groft røveri mod en bank i Rønnede.

Det var Kongstad Sparekasse på Dyssevej i Rønnede på Sydsjælland, der dannede rammen om det grove røveri.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Bagbandt ansatte

En bankansat blev ca. klokken 08.50, antastet af fire gerningsmænd, der truer ham med en pistol. Gerningsmændene truer sig herefter adgang til banken, hvor de bagbinder flere medarbejdere.

Gerningsmændene skaffer sig adgang til bankens bankboks, hvor der ifølge politiet er blevet fjernet et større beløb.

Kort før bankens normale åbningstid kl. 10 forlader de fire gerningsmænd Kongstad Sparekasse i en sort Passat stationcar eller en Skoda Octavia stationcar i en ukendt retning. 

Efterlyser vidner

Vidner skulle have set en tilsvarende bil i nærheden af Grunderupvej i Konstad i nærheden af Dyssevej. Bilen skulle være set på stedet i tidsrummet mellem kl. 8 og 9.

Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, der har været i området omkring Kongstad Sparekasse mellem kl. 8.50 og 10. 

Ifølge politiet blev der talt dansk under røveriet, men politiet har endnu ingen brugbare signalementer af de fire gerningsmænd.