Ifølge belgisk avis er der fundet spor af sprængstoffet TATP på bombemanden. Det hjemmelavede sprængstof er ofte set brugt af muslimske ekstremister i forbindelse med terrorhandlinger.

Det er belgiske Het Niewsblad, som kan afsløre det opsigtsvækkende fund på kroppen af den mand, som i fredags fik en bombe til at eksplodere på Jørgensen Hotel i København.

Identiteten på den isolationsfængslede bombemand er fortsat ukendt.

Oplysningerne om fundet af TATP-sprængstof - eller 'satans mor' som det også kaldes - er endnu ikke bekræftet af dansk politi. Men hvis oplysningerne viser sig at holde stik, er der tale om en yderst potent og farlig form for sprængstof.

TATP karakteriseres som ustabilt og kan detonere alene ved stød eller varme. Det kan være forklaringen på, at bomben ved en fejl eksploderede på et kældertoilet på Jørgensen Hotel.

Ifølge politiets sigtelse var det nemlig slet ikke hensigten, at bomben skulle bringes til sprængning på hotellet, men derimod på et 'p.t ukendt sted' og 'med forsæt til at udsætte andres liv for overhængende fare'.

TATP er flere gange brugt i forbindelse med terrorhandlinger. Blandt andet blev der benyttet TATP-sprængstof i forbindelse med attentaterne i London 7. juli 2005, hvor 52 blev dræbt og flere hundrede mennesker såret.