Rockere truede igennem længere tid Anni Fønsbys sexklinik i Ringsted. I Retten i Odense har Anni Fønsby torsdag forklaret, hvordan hendes klinik to gange blev brændt ned.

Foruden nedbrændingerne blev sexklinikken udsat for indbrud og hærværk. Episoder der betød, at Anni blev tvunget til at lukke klinikken i flere måneder.

Gerningsmændene bag blev dog tilsyneladende aldrig identificeret, men ifølge Anni Fønsby blev hun gentagne gange afkrævet beskyttelsespenge for klinikken af rockere.

Penge der dog var umulige for Fønsby at betale.

- Hvis vi havde haft fem kroner, havde de fået dem. Men vi havde ingen penge, forklarede Anni Fønsby i retten.

Også da Anni Fønsby i november 2008 efter eget udsagn overlod driften sexklinikken til sin veninde og samarbejdspartner Soffi Louisa Larsen, fortsatte rocker-problemerne. På et tidspunkt kom det så vidt, at en rocker ganske enkelt tiltvang sig nøglerne til sexklinikken og proklamerede, at han nu var ejer af stedet.

Anni Fønsby er anklaget for at have tjent i alt 8,1 mio. kr. på syv forskellige sexklinikker landet over. En anklage hun siden klokken 9.30 torsdag morgen har forsøgt at tilbagevise.