Med mandagens rufferidom til Anni Fønsby følger en konfiskation af mere end 6,3 mio. kr. - penge som retten skønner, at Fønsby har tjent på bordelvirksomhed. Men Anni Fønsbys pengekasse er tilsyneladende gabende tom.

Anni Fønsbys engagement i bordelbranchen har efterhånden vist sig som en rigtig dårlig forretning. I januar 2005 blev hun idømt et års betinget fængsel for rufferi, og i dag blev den dom så fulgt op af en ny. Denne gang lyder straffen på to års ubetinget fængsel og ikke mindst en konfiskation på 6.375.000 kr.

Og netop pengene er tilsyneladende et problem for Anni Fønsby. For selvom dommen beskriver hvordan beløbet, som er Fønsbys skønnede fortjeneste ved bordeldriften, er konfiskeret, afviser sagens anklager, at Anni Fønsby allerede har punget ud til statskassen,

- Dommen taler alene om det som i straffeloven betegnes som udbyttekonfiskation. Men hvis man ingen penge har, kan man heller ikke tage nogen. Det er som at klippe håret af en skaldet, siger politiadvokat ved Fyens Politi, Jakob Beyer, til bt.dk.

Og i tilfældet Anni Fønsby har man ifølge Jakob Beyer ikke fundet værdier for de mere end seks millioner kroner, som hun ifølge dommen nu skylder statskassen.

Står det til Anni Fønsby kommer hun dog aldrig til at betale pengene. Tidligere i dag ankede hun - efter aftale med sin forsvarer - nemlig dommen til landsretten. Anklager Jakob Beyer ser dog med anderledes positive øjne på udfaldet af rufferisagen.

- Vi er meget tilfredse med, at retten valgte at taksere straffen til to års ubetinget fængsel. Dels fordi man i dommens præmisser har lagt væk på, at den dømte tidligere er dømt i en lignende sag. Og dels fordi retten har vurderet, at ulovlighederne er begået i forening med en anden, at de er foregået over lang tid og at der er opnået en stor fortjeneste.