I to et halvt år må mand vente på, om landsretten vil ændre byretsdom. Tidligere anklager kritiserer forløb.
Efter kritik for en urimelig håndtering af en straffesag om hash forsvarer anklagemyndigheden en beslutning, der udskyder sagens endelige afgørelse i 30 måneder.
Det var "nødvendigt" at anke dommen fra byretten til landsretten, lyder det fra chefen for Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet, Jens-Christian Bülow.
En pensioneret fremtrædende anklager, Birgitte Vestberg, har i et indlæg i Berlingske derimod betegnet beslutningen om at anke som unødvendig.
Hovedpersonen i hashsagen har siden 2013 været i psykiatrisk behandling, både ambulant og ved indlæggelse.
I september 2024 blev manden af byretten fundet skyldig og dømt til behandling på psykiatrisk hospital.
På grund af sindssygdom var han utilregnelig, da han mod betaling transporterede i alt 350 kilo hash, fastslog retten.
Imidlertid har Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet besluttet at gå videre til Østre Landsret med en påstand om, at manden i stedet idømmes en fængselsstraf.
Beslutningen får den konsekvens, at det endelige punktum først kan sættes to et halvt år efter byrettens dom.
Forklaringen er de meget lange ventetider i landsretten. Her har man sat sagen i kalenderen 3. marts 2027.
I indlægget i Berlingske er Birgitte Vestberg, der tidligere var Statsadvokat for Internationale Sager, kontant i sin kritik:
"Han er taget som gidsel af anklagemyndigheden, der mener, at det er vigtigere at statuere et eksempel/få en principiel afgørelse end at acceptere en velbegrundet afgørelse."
Med til historien hører, at manden var varetægtsfængslet i næsten et år før byrettens dom.
I en mail til Ritzau fastholder statsadvokat Jens-Christian Bülow, at beslutningen var rigtig:
- Uden at gå i detaljer om den konkrete sag, så fandt Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) efter en konkret vurdering, at det var nødvendigt at anke.
Samtidig erklærer han sig dog enig med sin tidligere kollega i, at "det er en opgave for den overordnede anklagemyndighed at følge en ankepolitik, der ikke belaster landsretterne med unødvendige sager."
De lange ventetider i retsvæsenet er belastende for de tiltalte, de forurettede og andre. Og der er ifølge Jens-Christian Bülow "oplagt", at anklagemyndigheden skal gøre sit for at nedbringe ventetiderne.
I et svar til Ritzau skriver justitsminister Peter Hummelgaard (S), at han ikke kender til den konkrete sag og dens forløb.
Men det er ifølge ministeren "helt afgørende for borgernes retsfølelse og retssikkerheden i samfundet," at sagerne afgøres inden for rimelig tid.
/ritzau/