De tætteste venner af afdøde Nikolaj Daniel Dyrner var mødt op efter han i går blev fundet på sin vens altan. Frustration over hvor lang tid det tog at finde ham fyldte meget i de fremmødtes hoveder

Vennerne til den 28-årige afdøde Nikolaj Daniel Dyrner mødtes i Lyngby, hvor han kommer fra. Nikolaj Daniel Dyrner forsvandt natten til torsdag i sidste uge, da han skulle besøge en ven på Lyngby Hovedgade 104. Der blev han også fundet, død.

I dag var der dukket 20 af Nikolaj Daniel Dyrners venner op lige nedenfor den lejlighed, hvor Nikolaj blev fundet, hvor de lagde tulipaner og tændte lys, der dannede et hjerte - og en enkelt lille flaske bitter af mærket Underberg.

De 20 venner stod sammen og holdt om hinanden, mens nogle af dem ikke kunne holde tårerne tilbage.



En af de fremmødte var barndomsvennen Kim Funder, der følte en stor frustration over tabet.

- Jeg forstår ikke, hvorfor politiet ikke opdagede noget før, at han lå i den lejlighed. Det er sådan noget, der kun sker på film. Det er vildt frustrerende, at man måske har stået ved siden af en morder i den seneste tid, siger Kim Funder.

Kim Funder husker særligt sin ven for hans uselviskhed.

- Nikolaj var typen, der hjalp andre før han hjalp sig selv, siger Kim Funder.

Nikolaj Daniel Dyrner skulle giftes om to måneder med sin kæreste, og skulle flytte ind i et hus, som Nikolaj var ved at bygge. Her har vennerne tilbudt at de vil bygge huset færdigt for hende, hvis hun vil det.

Personen der bor i lejligheden, som Nikolaj blev fundet i, bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 13 i dag. Han er sigtet for manddrab.

Se video: Nikolajs lig fundet på altan


(Hvis du læser med fra mobilen - klik her for at se videoen)

Klik her og se mere tv på localeyes.dk