Amagermandens sigtelse for sædsmugleri tegner et billede af en ekstrem psykopat, mener psykiater.

Hvis der er hold i politiets nye sigtelse mod 'Amagermanden' om, at han fra fængslet planlagde et overfald på en tilfældig kvinde med henblik på at plante biologisk materiale (ifølge B.T. og Ekstra Bladet i form af sæd) på offeret for at bevise sin 'uskyld', vidner det om en selvoptaget psykopat i helt ekstrem grad. Det vurderer psykiater Henrik Day Poulsen.

LÆS OGSÅ: 

- Sigtelsen bekræfter konklusionen i hans mentalundersøgelse om, at han er psykopat. Hvis 'Amagermanden' var psykisk syg, kunne han ikke planlægge sådan noget. Det kræver ekstremt afvigende personlighedstræk. Han er tydeligvis en meget narcissistisk psykopat, forklarer Henrik Day Poulsen, der aldrig før har hørt om en lignende sag herhjemme.

- Jeg har beskæftiget mig med psykopater, der er villige til at kidnappe og torturere andre mennesker. Men sigtelsen her involverer endnu et offer, der skulle lægge krop til et overfald. Kynismen i den her sag overrasker mig, forklarer psykiateren.

LÆS OGSÅ: 

Men hvis mennesker er desperate nok, for eksempel med udsigten til livstid i fængsel, er de så ikke villige til at gøre hvad som helst?

- Nej, ikke hvis du har et bare nogenlunde normalt moralsk kodeks. Det kræver, at man er 100 procent ligeglad med sine omgivelser og kan sætte de regler, vi andre bevidst og ubevidst overholder, ud af kraft, forklarer Henrik Day Poulsen.

Søn kan have været involveret

Ifølge Ekstra Bladet skulle der være tale om, at en af 'Amagermandens' sønner har været involveret i DNA-smugleriet. Er det typisk for psykopater at kunne påvirke sine omgivelser så meget?

- Nogle kan have så stor dominans over andre og overbevise dem om hvad som helst. Der er også den mulighed, at sønnen af egen fri vilje kan have gjort det, siger psykiateren.

Anklager går efter livstid til Amagermanden

Er psykopati arveligt?

- Forskning viser, at 50-60 procent af alle personlighedsafvigelser kan forklares igennem arv. Vi ligner vores forældre på godt og ondt, siger Henrik Day Poulsen.

Sag kan betyde, at livstid bliver livstid

Anklageren i sagen har bedt om, at 'Amagermanden' idømmes livstid for sin skyld i drabet på to kvinder og syv voldtægter. Hvis retten efterkommer dette krav, kan han kun løslades, hvis Retslægerådet vurderer, at han ikke begår ny kriminalitet. Hvis der er hold i den nye sigtelse mod 'Amagermanden', taler det imod, at han nogensinde kommer ud i friheden, mener Henrik Day Poulsen.

LÆS OGSÅ: 

- Tingene kan se meget anderledes ud efter mange års fængsel. Men Retslægerådet vil tage den seneste sag med i sine overvejelser, hvis han dømmes skyldig. Det kan betyde rigtig mange år i fængsel, forklarer Henrik Day Poulsen.