Tirsdag aften er en cyklist afgået ved døden.

Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup til B.T.

»Der er tale om en højresvingsulykke med en lastbil og en cyklist, hvor cyklisten er afgået ved døden,« siger han.

Tirsdag klokken 20 er de pårørende endnu ikke underrettet.

Politiet modtog anmeldelsen 17.42.

»Vi har spærret området af, og det kan godt komme til at tage et stykke tid, da der skal laves undersøgelser ved lastbilen,« oplyste vagtchefen tidligere.

Det drejer sig om stykket mellem Kalvebod Brygge og Tietgensgade på Bernstorffsgade, der tidligere var spærret i begge retninger.

Nu melder Københavns Politi på Twitter, at der igen er åbent for trafik og at de er færdige på stedet.

»Vi takker for hensyn under vores arbejde på stedet,« skriver de ydermere.

Også vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Frank Mikkelsen bekræftede tidligere ulykken.

»Der er tale om et færdselsuheld, hvor en cementblander og en cyklist er involveret,« fortalte han.

B.T. følger sagen.