Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En 45-årig kvinde var netop ankommet til Danmark med fly, da hun fredag blev taget imod af politiet og anholdt klokken 12.35.

Lørdag formiddag blev kvinden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, sigtet for at have frihedsberøvet sin 17-årige datter i udlandet og tvunget datteren til at indgå ægteskab mod sin vilje.

Selv nægtede hun sig skyldig.

I retten var den 45-årige kvinde udover to politifolk ledsaget af en tolk, som oversatte for hende.

Gennem tolken fortalte kvinden, at hun var blevet arresteret i London, inden hun fredag kom på et fly til Danmark.

Ifølge anklagemyndigheden skulle kvinden sammen med sin mand have bortført og frihedsberøvet deres 17-årige datter under en familierejse til Dubai i slutningen af oktober.

Herfra skulle kvinden have transporteret sin datter til flere lande, blandt andet Irak og Kuwait, mod hendes vilje, ligesom moren skulle have frataget datteren både mobil og pas.

Alt sammen for at tvinge den 17-årige datter til at indgå ægteskab.

Så da den planlagte familieferie sluttede 29. oktober, var datteren ikke på flyet hjem fra Dubai.

At forholdene skulle være foregået i udlandet har stor betydning for en eventuel straf. For mens frihedsberøvelse generelt takserer op til fire års fængsel, kan det koste op til 12 års fængslet, hvis frihedsberøvelsen foregår i et fremmed land.

Hvis man tvinger nogen til at indgå ægteskab, kan det give op til fire års fængsel.

På grund af risiko for flugt, risiko for ny kriminalitet og risiko for påvirkning af efterforskningen, mente anklagemyndigheden, at kvinden skulle varetægtsfængsles.

Retten fulgte alle anmodninger, og derfor er kvinden varetægtsfængslet indtil 25. marts.

Afgørelsen om varetægtsfængsling kærede kvinden til landsretten.

Af hensyn til sagens opklaring, som blandt andet indebærer, at mange vidner skal afhøres i sagen, blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre.

Kvindens mand, den 17-årige piges far, er allerede varetægtsfængslet i sagen.

Andre læser også