En 20-årig mand er blevet dømt skyldig for voldtægt af en etårig pige i en lejlighed i Sisimiut i Grønland.

Manden er idømt behandling uden længstetid på et hospital i Danmark.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Dommen faldt torsdag i Queqqata Kredsret.

Den 20-årige blev desuden fundet skyldig i seks andre forhold om samleje med et barn under 15 år, blufærdighedskrænkelse og underslæb.

Ud over behandling blev manden også dømt til at betale 150.000 kroner i erstatning til barnet.

Voldtægten af den etårige pige skete 22. oktober 2022 i en lejlighed i Sisimiut i Vestgrønland. Få timer efter blev den 20-årige anholdt og sigtet for voldtægt af et barn under 12 år, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det blev efter grundlovsforhøret dengang besluttet, at han skulle tilbageholdes.

I december samme år blev han mentalundersøgt, hvor anbefalingen fra lægerne lød, at han skulle overføres til en retspsykiatrisk afdeling i Danmark for at modtage akut behandling.

Dommen om psykiatrisk behandling uden længstetid er i overensstemmelse med de anbefalinger, som Retslægerådet har givet på baggrund af mentalerklæringen, lyder det.

Det fremgår af meddelelsen, at den 20-årig modtog dommen.

/ritzau/