Det er en 28-årig tidligere kurdisk kriger og hans blot 15-årige kæreste, der er sigtet for at knivmyrde pigens mor, lyder det nu fra parrets bekendte.

På overfladen var hun en almindelig 15-årig skoleelev og han en rolig 28-årig nordjyde med kurdisk baggrund, der gik på sprogskole og arbejdede som tjener. Nu er de sigtet for at have knivmyrdet den 15-åriges mor i dennes hjem i en landsby tæt på Frederikshavn.

Eftersom torsdagens grundlovsforhør, hvor parret blev varetægtsfængslet, blev holdt bag lukkede døre, er oplysninger om de mordsigtede og deres motiv stadig ikke offentlige. Ved grundlovsforhøret nægtede de sig begge skyldige i anklagen, men blev varetægtsfængslet i fire uger.

Oplysninger fra venner, bekendte og naboer til parret tegner et billede af et forelsket par med hver sin baggrund. Den ene med krigen i bagagen.

Osman kender den 28-årigere mand. Han virker oprigtigt i tvivl om, hvordan han skal beskrive ham.

- Altså mine venner sagde godt nok, at han var en skidt fyr, og at jeg skulle holde mig fra ham. Men jeg ved ikke rigtig, for han virkede jo også flink og rar, forklarer han, da BT møder ham.

Han erkender, at han nok alligevel ikke kendte den drabssigtede godt.

- Jeg ved bare, at han kom fra Irak til Kurdistan og videre til Danmark for tre-fire år siden, hvor han boede i en asyllejr. Han arbejdede i en restaurant i Frederikshavn lige ved siden af den, jeg arbejdede i. Her så jeg ham ofte med hans kæreste (den drabssigtede 15-årige, red.), og de boede jo stort set nede i hans lejlighed.

Krigen ændrede ham

Osmans indtryk var, at det var den 28-årige mand, der hjalp den unge pige med at holde sig ude af problemer.

- Da hun for nogle dage siden var sur på sin mor, så var det ham, der sagde ’hun er din mor, du skal ikke skabe problemer for hende’.

En af den sigtedes Facebook-venner, som af hensyn til sagens voldsomme karakter ønsker at være anonym, forklarer, at tiden i Kurdistan ødelagde hans ven.

- Han var syv år i den kurdiske hær, hvor han blandt andet var i krig. Han ændrede sig. Han passede på sit land og gjorde alt, hvad han skulle, men det ødelagde ham. I dag virker han flink og hjælpsom, men den krig har gjort, at han er blevet lidt et voksent barn efter krigen, siger han og mener, at det kan være derfor, at han valgte en kæreste på blot 15 år.

I den restaurant, hvor han arbejdede, ønsker man ikke at udtale sig, men i en nærliggende restaurant møder vi flere af de sigtedes bekendte og tidligere kolleger. De forklarer, at parret har været kærester siden juni.

- De kom her ofte begge to. Jeg husker, at de mødtes gennem hendes ekskæreste – også en kurder – som nu er flyttet til Norge. De brugte tiden med at ryge alt for meget vandpibe. Hun bildte nogle gange sin mor ind, at hun var i skole, men i stedet tog hun til Aalborg og andre steder. Men ellers, så opførte de sig som andre forelskede kærester. De kyssede, holdt i hånd og var sammen stort set hver dag, forklarer en tjener i restauranten.

’Skulle holde os fra ham’

Restaurantens tidligere ejer var sammen med den 28-årige tirsdag kort før drabet, forklarer han.

- Han er jo en flink mand. Og den dag tilbød han faktisk at låne mig 2.000 kroner, da han hørte, at jeg havde problemer med at betale min husleje. Han sagde, at han ville gå ned i banken, men jeg så ham aldrig igen, siger vennen, der ikke ønsker sit navn i avisen.

De forklarer, at den 28-årige mand oprindeligt er født i Iran, men senere flyttede til Ramadi i Irak og videre til det, de selv beskriver som Kurdistan.

Tjeneren, som også kender den 15-åriges tvillingesøster, forklarer, at de unge piger er som dag og nat.

- De to søstre er meget tætte. Men mens den sigtede er meget lukket, er hendes søster anderledes social, snakkesalig og lavede sjov. Den sigtede kan godt være ret agressiv, forklarer han.

I den opgang i Frederikshavn, hvor den 28-årige blev anholdt, beskriver naboerne ham som en flink fyr, og dog er de alle for bange for at stå frem. Som en af dem siger:

- Han flyttede ind for ca. to måneder siden, og jeg mødte tit ham og pigen. Den ene dag sagde han, at han havde været i Danmark i to år, den anden dag var det fire år. Han virkede falsk på en eller anden måde, siger naboen.

En af de andre naboer var blevet advaret, da den nu drabssigtede flyttede ind.

- Vi fik at vide, at han havde været en slags politimand i Irak, og at vi skulle holde os fra ham. Men omvendt så holdt han jo pænt døren for os og hilste pænt. Men ja, man kender jo nok aldrig sine naboer.