En 10-årig dreng mistede lørdag eftermiddag livet. Det skete som følge af et trafikuheld fredag eftermiddag.

Drengen blev påkørt af en ladvogn på Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg fredag omkring klokken 14.30. Føreren af ladvognen overså den lille dreng, da han bakkede, og drengen kom ind under ladvognen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til BT.

Drengen blev alvorligt kvæstet og blev med helikopter fløjet til Odense Universitetshospital. Efter cirka et døgn på hospitalet omkom han.

I forbindelse med ulykken efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi et midaldrende ægtepar i en grå personbil. Ægteparret kom kørende bag ladvognen og forsøgte ifølge andre vidner at gøre opmærksom på drengen ved at dytte af ladvognen.

»Ægteparret har formentlig troet, at de godt kunne forlade stedet, da mange personer hurtigt strømmede til for at hjælpe drengen. Men vi vil rigtig gerne tale med dem og høre, hvad de har set, og om de dyttede af ladvognen,« siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi

Der er endnu ikke taget stilling til, om den 44-årige fører af ladvognen skal sigtes. Sagen undersøges nærmere.