Canadas Grand Prix var endnu et løb, hvor Haas ikke kunne få deres dæk op på den optimale arbejdstemperatur.

Weekenden i Montreal skærpede derfor billedet af Haas-teamets ’forsømte forår’.

Det er billedet af et team, der som regel har haft feltets fjerde-hurtigste bil, men alligevel kun besætter ottendepladsen i konstruktør-VM.

Haas VF19´s styrke understreges af Kevin Magnussens og Romain Grosjeans stærke startplaceringer. I deres tilsammen 14 kvalifikationer i 2019 har de to Haas-kørere 10 gange været i top-10.

Højdepunkterne var Magnussens super-omgange i Bahrain og Monaco, og danskeren har været i top-10 ved alle løb på nær Aserbajdsjan. Grosjean missede top-10 cuttet i Aserbajdsjan, Monaco og Canada.

Hvis bare Haas-kørerne havde forsvaret deres startpositioner – og det er ikke nogen urimelig forventning – havde de i dag haft tilsammen 45 point og ligget på en sikker fjerdeplads i konstruktør-VM.

Men Haas' point-total efter Canadas Grand Prix er blot 16 point. Hvorfor har Magnussens team forsømt at få det maksimale ud af VF19´eren?

En lille del af forklaringen handler om personlige fejl. Magnussen havde indtil i lørdags kørt en omtrent fejlfri sæson, og scoret 14 af teamets 16 point.

Grosjean fik en straf for at hæmme Lando Norris under kvalifikationen i Bahrain og overreagerede på Magnussens overhaling i Spanien.

Alligevel har franskmanden haft et stærkere forår end i 2018, hvor han med kørerfejl hældte mange VM-point i kloaken.

En anden (og stadig lille) del af forklaringen handler om fejl fra teamet side.

Haas-mekanikernes efterhånden traditionelle problemer med pitstop i sæsonpremieren kostede Grosjean point i Australien.

Men den (for) sene start på Q3 i Kina eller strategien i Monaco var ikke udtryk for graverende fejl – det handlede mere om sort uheld.

Bilen er også pålidelig - Magnussen er kommet i mål i alle sæsonens løb.

Nej – det handler primært om dækkene. Problemer med at få dækkene op på den optimale arbejdstemperatur i løbene har kostet massevis af VM-point.

Det er problemer, Haas-ledelsen diskret har prøvet at parkere hos Pirelli med henvisning til at selve konstruktionen af dækkene er ændret i forhold til sidste sæson.

Men det gælder alle teams, og de ni andre teams har ikke problemer i samme grad. OG – så meget er den optimale arbejdstemperatur for de enkelte compounds ikke ændret.

Det ’midterste’ dæk (C3) har for eksempel præcis samme temperatur-’vindue’ som i 2018, og det næsthårdeste dæk (C2) har faktisk sænket den øverste grænse for det optimale ’vindue’ med fem grader.

Der er for alle fem dæktyper tale om små afvigelser i forhold til 2018, og det tyder på, at problemet handler mere om Haas-raceren end om Pirelli.

Det er et problem, Haas-ingeniørerne arbejder hårdt på at få løst. Det virker som om man er på rette vej, og forude venter baner, der burde passe godt til Haas VF19. Her skal dækkene fungere – eller risikerer Haas' 'forsømte forår' at køre over i en 'ødelagt sommer'.