Den danske topinstruktør er gået sammen med den Oscarvindende instruktør Martin Scorsese.

Scorsese skal makke ret, når Lars von Trier stiller krav i deres nye filmprojekt. De to skal arbejde sammen om en genindspilning af 'De fem benspænd'. Et projekt Trier lavede sammen med Jørgen Leth i 2003. Det skriver hollywoodreporter.com.

Projektet gik ud på, at Jørgen Leth skulle genskabe sin film 'Det perfekte menneske' fra 1967 i fem nye udgaver. For hver udgave gav Trier ham strikse regler for, hvordan indspilningen skulle være, og efter hver indspilning mødtes Trier og Leth for at diskutere resultatet.

Og nu er det så instruktøren bag klassikere som 'Goodfellas', ’Taxi Driver’ og ’The Departed’, der skal under Triers regelsæt. Det bliver samme fremgangsmåde, Trier skal bruge over for en af succes-instruktørens film.

Hvilken af Scorseses film, der skal bruges til projektet, vides endnu ikke, men Lars von Trier har selv tidligere ytret ønske om, at tage netop 'Taxi Driver' under behandling.

Lars von Trier er i disse dage til Cannes Filmfestival.Her er hans film 'Melancholia' med blandt hovedkonkurrencens 20 film. 

Filmen handler om jordens undergang, og som så mange gange før har instruktøren provokeret ved at kalde filmen for 'det mest artige han har lavet'
- Der er ikke nogen klitoris, der bliver klippet af!, har han tidligere udtalt.