To af DRs mest profilerede underholdningsnavne skal stå i spidsen for TV2s nye weekend-satsning.

Felix Smith og Sara Bro har sagt op på Danmark Radio og sammen med ’Vild med dans’-værten Christiane Schaumburg-Müller skal de trække seere til hver lørdag og søndag morgen.

- Nu får danskerne nogen at stå op sammen med i weekenden. Nogen, som vil dem noget godt, og jeg glæder mig til at give danskerne en hyggelig og uhøjtidelig start på deres weekendmorgener, siger Felix Smith.

Det nye program hedder ’Weekend Weekend’, og TV2 beskriver det som et talkshow med fokus på aktuelle tendenser og personlige interviews med markante kendte profiler. Ifølge en pressemeddelelse vil programmerne give tid til fordybelse, overraskelser og finurlige detaljer i sofaen, hvor programmet ser tilbage på ugen, der er gået, og varmer op til den, der kommer. Og de tre værter skal sørge for at dele vandene i livets store og små spørgsmål.

- Det er et program, hvor man som vært skal være sig selv men også skal give noget af sig selv. Og så er det et program, hvor der er tid – også til gæsterne, siger Christiane Schaumburg-Müller, som fortsætter som vært på ’Vild med dans’ fredag aften.

Den anden kvindelige vært. Sara Bro, er bedst kendt fra Danmarks Radios P3, hvor hun har underholdt mange lyttere, ikke mindst om formiddagen.

- Der er mulighed for at improvisere og gribe de ting, der opstår, så derfor tror jeg, at det bliver meget levende morgen-tv, siger hun om sin nye værtsrolle.

’Weekend Weekend’ skal få danskerne til at tænde for TV2 i weekendens tidlige formiddagstimer. Og ifølge program-direktør Palle Strøm er den nye satsning en del af TV 2s strategi om hele tiden at optimere kanalens tv-tilbud.

- På TV2 har vi konstant fokus på, hvordan vi kan gøre hovedkanalen endnu stærkere – også uden for prime time – og her er ’Weekend Weekend’ nyeste tilbud til seerne. Vi er lykkedes godt med late prime, som er blevet mere dynamisk og vedkommende, og det nye skridt er weekendens formiddags-tv, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm og hentyder ikke mindst til Anders Breinholdts ’Natholdet’.

’Weekend Weekend’ får premiere lørdag 12. november kl. 9.00-11.00.